Hvordan får jeg et sundt indeklima?
Du bruger meget af din tid i hjemmet. Et dårligt indeklima kan give dig hovedpine, træthed og i værste tilfælde allergi. Derfor er et godt indeklima en forudsætning for, at du har det godt. Med et par enkelte råd kan du få et sundere og bedre indeklima.
Luft ud tre gange dagligt
Det mest effektive råd for et sundt indeklima er, at du lufter ud mindst tre gange dagligt i 5-10 minutter. Det er vigtigt, at du ikke bare åbner et vindue, men skaber gennemtræk, så der bliver luftet ordentligt ud i hele hjemmet. Gør det gerne til en vane at lufte ud, når du vågner, kommer hjem og går i seng.
Især om vinteren kan kulden gøre, at mange har en tendens til at glemme udluftningen. Risikoen for fugtskader er dog større om vinteren, da kolde ydervægge nemmere danner kondens, der kan føre til skimmelsvamp.
Sving støvsugeren én gang om ugen
Støv er en af de værste fjender, når det kommer til et dårligt indeklima. Ofte bliver støv slæbt ind sammen med dit fodtøj, mens støv i luften typisk består af papirstøv, hudskæl, smuld fra tæpper og mikroorganismer. Det er også blandt grundene til, at du skal svinge støvsugeren mindst én gang om ugen samtidig med, at du skal tørre alle overflader af.
Har du husdyr eller bor I flere i husstanden, anbefaler vi, at du støvsuger to-tre ugentligt.