Snup en hotter
Alle elsker en god hotdog, men hvem siger, at en hotdog kun kan være en grillpølse i et hvidt brød med ristede løg og remo? Vi har samlet lidt forskellige typer hotdogs som inspiration til din næste grillfest.
Hummer dog
Skal gæsterne imponeres, og dine egne smagsløg forkæles, så skift den grillede pølse ud med stykker af hummer. Teknisk set er vi mere ovre i genren lobster roll end hotdog, men hvem går op i semantik, når smagen sidder lige skabet. Bland blot hummerstykker med mayo, estragon, hakket bladselleri, frisk citronsaft, salt og peber, så har du det lækreste fyld. Start med et salatblad i bunden, fyld op med hummer, og pynt med frisk purløg
Bøf bearnaise dog
Kan du komme på en eneste god grund til ikke at fylde din hotdog med lækkert oksekød og toppe med bearnaise? Nej, det kan vi heller ikke. Denne hotdog variant er utrolig smagfuld og supernem at lave. Det eneste, du skal gøre, er at skære en steg, f.eks. resterne af en oksemørbrad, ud i tynde skiver og placere skiverne i hjemmebagt pølsebrød smurt med kold bearnaise. Pynt med lidt ekstra sauce samt friterede løg, syltede rødløg og lidt grønt.
Brødfri hotdog
Det er ikke bare pølsen, der står for skud i vores alternative hotdogs. I denne variant har vi skiftet brødet ud med et sprødt romainesalatblad. Ja, det lyder meget sundt det hele, men heldigvis smager det utrolig godt med det rigtige fyld, f.eks. lynsyltet spidskål, hjemmelavet tomatrelish, friterede løgringe og en grillpølse i slagterkvalitet.
Pulled dog
Hvis du har en rest pulled pork tilbage fra aftenen før, smager det bare superlækkert som alternativ til pølsen i en hotdog. Smør brødet med lidt sennep, fyld op med pulled pork, top af med lidt coleslaw, og pynt med hakkede syltede agurker og eventuelt lidt knust bacon. Gris med gris, what’s not to like?
Veggie dog
Skal det være kødfrit, så drop pølsen og steg i stedet en skrællet gulerod mør og lækker i lidt olivenolie. Husk godt med salt. I stedet for ketchup og remo, kan du røre en lækker pickles og toppe med finthakkede krydderurter. Hvis du vil have endnu mere smæk på smagen, kan du toppe dit hjemmebagte pølsebrød med ramsløgssalt.
Gourmet hotdog
Ved at skrue lidt på de klassiske ingredienser kan du servere en hotdog i gourmetklassen.
Første skridt er gode råvarer hele vejen igennem, herefter lidt kulinarisk opfindsomhed. Må vi foreslå en grillet slagterpølse med hjemmesyltede rødløg og agurker, friterede løgringe og tomatrelish anrettet i et hjemmebagt pølsebrød?
Tilsæt tilbehør
En hotdog bliver aldrig rigtig god uden det helt rigtige pølsebrød og det rette tilbehør. Gå på opdagelse blandt vores opskrifter og lær f.eks. hvordan du laver din egen tomatrelish eller fritterede løgringe, som helt sikkert vil imponere dine gæster.
Gå på opdagelse i vores opskriftunivers her.