Aftensmad 1200X364px Deep Pan Pizza

Hvordan vedligeholder jeg støbejern?

Gryder og pander i støbejern kan bruges til mange former for madlavning, og de holder i årtier, hvis du vedligeholder dem korrekt. Få gode råd til, hvordan du effektivt rengør og vedligeholder støbejern.

 

To slags: 100% støbejern eller emaljeret

Når du skal vedligeholde gryder og pander i støbejern, skal du være opmærksom på, at der findes to slags støbejern, som du skal behandle og rengøre forskelligt. Den første type er fremstillet af 100% støbejern. Støbejernet er kendetegnet ved, at det har en mere ru overflade og er sort. Den anden type har en emaljeret overflade, som har en beskyttende virkning. Støbejensgryder fra Le Creuset fås eksempelvis med emaljeret overflade, og de kommer i et stort udvalg af farver, som pynter i køkkenet.

Sørg altid for at bruge støbejern korrekt

Støbejern skal varmes langsomt op. Du må ikke bruge høje temperaturer til at forvarme, da det kan skade støbejernet. Vent med at placere madvarer på støbejernet, indtil både det og fedtstoffet, du anvender, er varmt. Du bør altid bruge fedtstof, når du laver mad på støbejern for at forebygge, at maden brænder på og sætter sig fast. Læs også: Sådan steger du den perfekte bøf

Vedligeholdelse af 100% støbejern

Til rengøring af støbejern skal du bruge varmt vand og en opvaskebørste. Du må aldrig bruge sæbe på støbejernspander eller -gryder, da det ødelægger overfladen. Når panden er ren, skal du sikre, at den er helt tør, inden du sætter den væk, så du undgår rust. Du kan eventuelt varme støbejernet på komfuret eller i ovnen, så alt vandet fordamper. Smør til sidst med madolie, som holder overfladen flot og giver en non-stick belægning. Sådan passer du godt på dine pander

Rengøring af emaljeret støbejern

Emaljeret støbejern skal omvendt vedligeholdes mere eller mindre som en almindelig gryde. Lad altid gryden eller panden køle ned, før du vasker den af i varmt vand med lidt sæbe. Sørg for at få skyllet alt sæbe væk, og tør gryden eller panden omhyggeligt af.

Undlad at bruge metalskuresvampe, men brug i stedet nylonsvampe, bløde skuresvampe eller en opvaskebørste.

Undgå temperaturchok og metalredskaber

Det er vigtigt, at dit støbejern ikke udsættes for temperaturchok, da det kan give revner eller emaljeskader. Kom derfor aldrig koldt vand på en brandvarm pande, og sæt heller aldrig en varm gryde direkte ned i koldt vand.

Vær forsigtig, hvis du bruger metalredskaber som skeer og gafler på støbejernet, da det i værste fald kan beskadige emaljen eller belægningen. Brug derfor i stedet silikone- eller træredskaber til at røre i gryden eller på panden.

Få flere gode gryderåd

08 2019 Kompetence Overraskelser Miljoe Side 28 Lecreuset 800X599.JPG Stobejern
Grillpande Le Creuset NEW 635X800.JPG

Har uheldet været ude?

Hvis du har en 100% støbejernsgryde, som er blevet klistret, har fået rust eller maden er brændt på, så fortvivl ej, for du kan godt redde den.

  • Gryden er brændt på: Ofte kan du løse det ved at sætte støbejernsgryden eller -panden i blød, og vaske den med varmt vand og en børste dagen efter.
  • Støbejernet har fået rust: Støbejern kan få rust, hvis det ikke er helt tørt, når det bliver sat ind i skabet. Du fjerner rust ved at bruge en skure- eller stålsvamp – dog ikke til almindelig rengøring. Varm gryden op, og behandl med lidt madolie.
  • Frisk støbejernet op: Fyld salt i, så det dækker bunden. Lad gryden eller panden stå på blusset i 30 min, og rør rundt hvert femte minut. Det kan være en god idé at åbne et vindue, da det kan blive røget. Efter en halv time vasker du panden af i varmt vand, stiller den over blusset for at tørre den, og smører den med madolie.

Støbejern med Thermium-overflade

Synes du, det lyder som lidt for meget vedligeholdelse med en støbejernsgryde eller -pande, kan du gå efter Fiskars Norden støbejernsserie. Serien tåler høje temperaturer og har samtidig non-stick egenskaber. Derudover er hele serien overfladebehandlet med en unik mineralbehandling, som ikke kræver pleje med olie eller ruster.

Hvorfor vælge støbejern?

Gryder og pander i støbejern er velegnede til madlavning, fordi de kan nå ekstremt høje temperaturer, og omvendt kan de også holde en konstant lav temperatur, som er perfekt til retter, der skal langtidsstege. De fleste støbejernsprodukter kan anvendes på alle kogeplader og ovntyper. Du bør dog altid forsikre dig om, hvad producenten af støbejernsgryden eller -panden anbefaler.

Spørg & Få Svar

Har du spørgsmål til dit støbejern? Du er velkommen i din nærmeste Kop & Kande, hvor vores dygtige faguddannede personale står klar til at svare på spørgsmål om valg, brug og vedligeholdelse af støbejern.